Jeg mangler en del redigeringsarbejde i det righoldige materiale jeg har om karetmagersønnen: Johan.
Derimod kan jeg godt bringe nogle oplysninger omkring Johan's søn, min bedstefader: Dyrlæge Lars Arne Johannessen. (her bringes også nogle få oplysninger om Johan).
kaldet "Jonas"
1889-1918
Anna og "Jonas" ca. 1912
Historien om "Jonas" er lidt tragisk. Hans far og mor kom aldrig over tabet af ham, hans død prægede hans søskende, meget - og i dag, flere generationer efter, tænker vi stadig tilbage på alt det han kunne have udrette, men aldrig nåede.
Johan og min bedstefader Lars Arne (Jonas) i 1912.
Christopher Johannessen #283 f. 1830 (el. 32), Ballerup Mark, stilling Hjul- & Karetmager. Jeg har Christopher Johannessen originale Lærerbrev som hjul- og karetmager liggende (fra 1854) - udfærdiget dels på dansk, dels på tysk. Jeg har tillige et originalt skøde fra 1812 liggende fra den Johannessens'ke slægt.
I. Johan Christopher Johannessen #284 stilling 1. lærer på Virum Skole, g. Ane Marie Larsen #282, (datter af Lars Jensen #280 og Johanne Larsen #281) d. i pinsen 1925. Johan døde 17 Feb 1926, Virum. Johannes Chr. Johan-nessen var ud af en vogn- og karetmagerslægt. Selv blev han sløjdlærer (og 1. lærer) ved Virum Skole. Han var en meget vellidt og respekteret lærer. Jeg har nogle flotte jubilæumskrifter liggende fra hans 40-års jubilæum som sløjdlærer. Jeg har også nogle sjove skrifter liggende fra hans ungdomstid på seminariet - så uden lune var han ikke. Det var et godt og trygt hjem han og hans kone skabte for deres børn. Men iflg. hans søn, Rudolf, kom han aldrig over tragedien i 1918: se nedenstående. Ane: Hvor mange børn der var i ægteskabet mellem Johan og Ane er jeg ikke helt sikker paa udover de 4 børn jeg har reg.: Lars Arne, Karen, Rudolph, (1901-1974), og Erik ser der ud til at have været 1 el. 2 sønner til ??. Jeg mener at huske at Rudolp omtalte en broder som var indlagt på Dianalund (tuberkulose ??). Næste gang jeg får fat på Folketællingerne eller kirkebøgerne fra Virum skal jeg have dette afklaret.
A. Lars Johannes Arne Johannessen #285 f. 3 Jan 1889, Egeslevmagle, Flakkebjerg Herred, stilling Dyrlæge i Horslunde, g. 20 Maj 1916, i Brønderslev, Anna Kirstine Elisabeth Christensen #291, f. 12 Aug 1893, Brønderslev, 17 Sep 1893, (datter af Peter Christensen #287 og Laura Kirstine Petersen #288), d. 1984, Brønderslev, begravet Brønderslev. Lars døde 8 Dec 1918, Horslunde Lolland, begravet 14 Dec 1918, Lyngby. Han opvoksede som ældste søn i "skolemesterhjemmet" i Virum. Tog sin dyrlægeeksamen i 1913-14. Under studiet læste han sammen med brødrene Henry og Holger Christensen fra Brønderslev, og via dem kom han til at kende deres yngste søster Anna.
I 1914-15 var han "ung mand" i flere dyrlægepraksis'er bl.a. i Skive, og Nyk. Fl. Under krigen var han tillige indkaldt som Løjtnant (dyrlæge) i bered-skabsstyrken. Der foreligge et bjerg af breve i denne periode mellem Anna og Jonas: typiske kærlighedsbreve "min bondetøs", min bondedreng" - meget pudsig læsning. I løbet af sommeren 1916 blev de endelig gift, efter en del forviklinger. Hun sad i hjemmet i Brønderslev. Han enten i Virum, eller ved militæret på Sjælland, og posten var uregelmæssig pgr. af krigen, et kongebrev blev forsinket etc. Der findes en række billeder af Jonas, som alle viser en stor kraftig, flot fyr - med stærk tendens til at blive lidt for kraftig. Et fotografi af Jonas til hest i løjtnants uniform er brugt som postkort til faderen i Virum - Jonas er stor og tung, hesten buer faretruende på midten. Bagpå skriver Jonas:
"billedet er ey skjønt". Jonas overtager en dyrlægepraksis i Horslunde på Lolland i sommeren 1916, og etablerer sig her sammen med Anna, der findes regninger fra isenkræmmeren i Nakskov på husgeråd til det unge hjem. I december 1917 bliver Else født - og i foråret og sommeren 1918 foreligger der nogle meget skønne og romantiske billeder fra haven i Horslunde: Anna med sin søster Edel og den lille pige Else. Alle klædt i flotte hvide kjoler, seende meget lykkelige ud. Jonas optræder stor og mægtig iført gartnerudstyr.
I dec. 1918 sker så tragedien, som vel bedst beskrives i præstens ligprædiken som følger nedenstående:
Ved Dyrlæge Johannessens Båre i Lyngby Kirke d. 14. Dec. 1918
"Nåde og Fred fra Gud vor Fader og vor Herre Jesus Kristus være med os alle ! Amen !
Der er i sandhed en vemodig Time, der samler os om Dyrlæge Johannessens Båre. Vi kan alle forstå, hvor det har været usigeligt svært for hans Hustru og Deres eneste lille Barn at miste ham. De er endnu ikke så raske efter Sygdommens Tid, at de kan være tilstede her i dag og følge ham til det sidste hvilested. Men I kan tro, at de med Kærlighedens Sorg og med alle Kærlighedens Minder og Tanker er her hos os nu. Derfor skal det også være det første vi gærne vilde her, - med vor inderligste Deltagelse ligesom gå disse 2 i møde, i Bøn om, at Gud Fader og vor Frelser, al Trøstes Gud vil være Deres Trøst og Forsorg. - Og når denne Hustru og Moder tænker på, hvorledes han med hele sin kærlighed og Lykke hang ved hende og deres lille Datter, - var så taknemmelig for de to og det lykkelige Hjem med dem, og hvorledes det var ham så usigeligt svært at skulle tages bort fra dem, ja så vil hans hustru vel sige i Savn og Sorg, hvor har vi med ham mistet megen Kærlighed. Da vil hun synes, at det er umuligt for hende foruden sin egen kærlighed også at give deres barn hans Kærlighed; men så skal også det være i vor Bøn for hende at Gud vil hjælpe hende til, at hun altid i Fremtiden må holde Faders Minde og Faders Billede levende i Barnets Hjærte, da vil hun også selv derigennem være ham nær og dele kærlig- hedens liv med ham. Men vi forstå også, hvor Tung og Trang denne dag er for den afdødes forældre og søskende. -
I går var det kun 14 dage siden deres eneste datters Båre samlede os her. Jeg synes, vi ser for os hvorledes denne, nu afdøde Broder da kom herind i Kirken, lige fra Rejse, - ser hans høje, mandige Skikkelse, ser ham sætte sig imellem hans forældre og Brødre og bøje sit hoved i Gråd og Sorg ved sin Søsters Båre. Da så Brødrene havde båret hende ud af Kirken, og hun havde fået sit sidste Hvilested, der hvor han nu også skal finde sit, så fulgte han med Eder til sit kære Barndomshjem på det korte Besøg, der skulle blive hans sidste. Da mærkede I også, hvor han holdt af sit barndomshjem og altid var så Trofast i sin kærlighed mod Eder. Men midt i Sorgen var han dog frejdig og fortrøstningsfuld, glad ved at fortælle Eder om sit lykkelige hjem hos sin hustru og sit barn. Og nu har I ikke ham mere, ham der var Eders ældste Barn, sin Moders Hjærtebarn og sin Faders gode, trofaste, store Søn alle dage, - og sine Brødres forstående Ven. Og som I, hans forældre og Brødre har så mange og kun lyse og kærlige Minder om ham, sådan får han jo det samme gode omdømme, også fra alle sider og fra hans mange venner. Lige fra hans skoletid her i Lyngby fortælles det om ham, at han var altid så god og dygtig, flittig og pligtopfyldende. Så satte han sin Energi ind på at nå sin Uddannelse - og det er godt for enhver ung mand, det kan siges om - og så stod han nu midt i sin Manddomsgærning, den han arbejdede så dygtig og velskikket og glad i, - og så skulle det så brat afsluttes. - Rask drog han fra sit Barndomshjem, men inden han nåede sit eget Hjem, havde sygdommen - sygdommen til døden indhentet ham. Og nu tynger den tanke Eder, at I ikke havde frarådet ham at tage med Eder hjem fra Søsterens Begravelse. Men når en Farsot går over hele landet, da er enhver af os i Fare allevegne, og hvor vi går. Der er jo ingen af os, der nogensinde kan unddrage os Sygdom og død, når vor time dertil er. Derfor skal I, og derfor skal vi alle, stole på, at hvad der her er sket, er Guds vilje, selv om vore Tanker bedrøvet spørger, hvorfor skulle det ske?"
Dette er første halvdel - den personlige del af præsten prædiken ved båren - 2. del, den mere gudelige - har jeg tilladt mig ikke at bringe.
Lars Arne "jonas" søster døde af spansk syge i Dec 1918, efter bisættelsen i Lyngby Kirke rejste "jonas" tilbage til det nystiftede dyrlægehjem på Lolland, sin unge kone Anna, og deres 1-år gamle datter Else (min moder) - han blev syg på vejen, og døde ved hjemkomsten. Anna og Else blev også syge, men overlevede. Denne tragedie prægede i generationer slægten. Lars var den ældste af søskendeflokken, sin fars stolthed og målet for sin mors og sine søskendes forgudelse. Han havde succes i alt hvad han rørte ved - blev officer under 1. verdenskrig - købte en stor praksis på Vestlolland, hvor han hjemførte sin Anna, en meget smuk dyrlægedatter fra Brønderslev. Vi har en hel kuffertfuld af billeder, breve, og andet materiale. Alt tegnede lyst og lykkeligt. I sommeren 1918 foreligger der en række billeder med den nyfødte Else i haven i Horslunde, omgivet af den beundrende familie.
Så slår den Spanske Syge til i efteråret 1918 - sygdommen var en meget kraftig influenza, som i løbet af få måneder slog flere mennesker ihjel i Europa end tabet på alle slagmarker fra 1914-18. Man iagttog at det fortrinsvist var unge, og stærke mennesker som døde først !? - forklar det lægevidenskab!... Lars's søster blev syg og døde, Lars ville til begravelsen i Virum - Anna tiggede og bad Lars om ikke at tage af sted. Lars ville, han var den ældste - forløbet er beskrevet i ligprædiken. Lars kom syg hjem, smittede Anna og Else, døde - Anna og Else var for syge til at komme til begravelsen, men overlevede. Præsten sendte sin prædiken til Anna.
Anna tog tilbage til Brønderslev med sin lille datter Else (min mor), og åbnede siden hen en lille trikotageforretning i sin faders "Dyrlægegård" (en stor ejendom med flere forretninger). Hun blev siden gift (i 1931) med Ingeniør Åge Andersen, en gammel skolebekendt.
Anna Christine Hull, Else Ruth Johannesen, Alfred Daniel Deleuran billedet er taget ca. 1938
I. Else Ruth Johannessen #122 f. 10 Dec 1917, Horslunde på Lolland, g. 1939, i Brønderslev, Louis Deleuran #121, f. 5 Feb 1907, Silkeborg, (søn af Alfred Daniel Deleuran #119 og Anna Christine Hull #120) stilling Boghandler i Hornslet, d. 28 Apr 1978, Århus, begravet Hornslet. Else døde 27 Mar 1974, Århus, begravet Hornslet. 4 børn.
Anna's Erindringer
Anna som ung
I efteraaret 1926 skriver den 34-enke Anna Johannessen disse linje i "Dyrlægegaarden" i Brønderslev:
Henry har mange Gange drillet mig med, at da Mor og jeg var hos Fotografen (se billede) - maatte han hjem efter en Gulvklud, men da min kære Broder var en Drillepind mener jeg ikke, man behøver at tro paa det. Da Madam Bjerring meddelte, at det var en Pige, blev Mor meget glad - hun havde jo "kun" Drenge iforvejen og bad Madammen passe godt paa mig. Da jeg var et Par Aar, var der en forfatterinde Frk. Hancke der bød Mor og Far 10.000 kr. for mig, men heldigvis for mig, saa beholdt de mig og jeg voksede op i et solidt, kærligt Hjem sammen med mine Søskende.
Jeg havde Krøller som lille - om Morgenen, naar de skulde redes, tudede jeg i vilden Sky - det blev Far for meget og en skønne Dag, tog han mig med ind paa Kontoret og klippede mit Haar af, men kun paa den ene Side af Hovedet, saa lod ham mig gaa ind til Mor, jeg var henrykt, men Mor græd. Mor maatte jo saa bede Far klippe det hele af.
Mit første Indtryk af den store Verden fik jeg, da jeg første gang var i København. Far var paa Kødkontrolkursus og Mor og jeg boede hos Tante Edel. Jeg kan tydelig huske Svanerne i Sortedamssøen og at en ung mand - Hugo Goldschmidt - spillede bold med mig paa Tantes trappegang.
Tiden gik og jeg skulde i Skole og begyndte hos Christiane Christensen og kom derfra paa den private Realskole hos Neisig. Jeg var som Børn er flest - fulgte helt godt med i Skolen, uden at være for flittig jeg mindes aldrig, at vi blev "holdt til Bogen" eller hørt i Lektier. Baade Mor og Far havde jo Arbejde nok Dagen lang, saa Lektierne klarede vi selv. Mor førte igennem, at vi fik Klaver, saa baade Henry, Edel og jeg lærte at spille. Min skoletid forløb jævn og paa sædvanlig Maade.
I Ferierne fik vi ikke lov til at komme ud at rejse førend Marie og Holger blev forlovede, saa kom Edel og jeg til Aarhus og besøgte Maries Forældre - Dyrlæge Nielsens, hvor var de rørende gode imod os. De Ferier staar som et Eventyr for mig.
Far gav nødig Penge ud uden strængt nødvendigt - og vi havde megen Respekt for ham. Engang havde jeg slaaet en Rude ud og til Straf satte Far mig til at feje hele det "nye" Hus efter Haandværkerne, jeg stred længe med Snavset og Kalken, til sidst blev jeg træt og gav mit til at græde - Mor var som sædvanlig min frelsende Engel. Mor gav mig tidlig Lov til at hjælpe til i Køkkenet, navnlig naar der skulle steges, den Os kunde Mor ikke taale for sin Astma. Engang havde jeg rørt en Kage, hvori der skulde Citrondraaber. Jeg tog nu fejl og kom Broncetinktur i, men turde intet at sige, først da Kagen var spist og der var gaaet nogle Dage, uden at nogen var blevet syge - fortalte jeg Mor det !
Der var fest i Hjemmet, naar "Drengene" kom hjem paa Ferie, saa blev der pyntet op med Blomster - for 35 Øre fra Gartner Nielsen var tilstrækkeligt dengang. Mor dækkede Bord med de høje Ølglas (jeg syntes, det var meget fint, naar de kom frem) og Platmenagen fik en ekstra Omgang med Pudsekluden. Edel og jeg fik Lov til at blive oppe til Toget kom - jeg kan huske, jeg syntes det maatte være uhyre vanskeligt at finde det rigtige Tog i Fredericia.
Henry havde i Sommeren 190? En Ven, Arne Johannessen med hjem - at han skulde blive min Mand anede jeg ikke den Gang. Efter endt
Realeksamen havde jeg faaet Lov til at komme til København. Klæder havde Mor sørget for til mig men Penge skulde jo ogsaa til og det var et meget vanskeligt Punt at komme over - men Nød bryder alle Love - jeg solgte Mors Æg og beholdt Pengene!. Mor havde en Kurv i Spisekammeret, hvori vi samlede Æg fra Hønsehuset, og naar den var fuld, solgte Mor dem, de Penge var Mor’s. Mor klagede over Hønsene i den tid, men jeg fik paa den Maade samlet 18 Kr; mine skolebøger solgte jeg ogsaa og med Fars 40 Kr. til Hjælp kom jeg til København og fik dermed mit største Ønske opfyldt. Jeg boede hos Tante Edel, men Henry og Niels hentede mig hver Dag og viste mig Byen. Jg var paa den Tur ogsaa i Virum hos Overlærer Johannessen. Min første Plads var hos Arkitekt Jespersen Fredericia - jeg led meget af Hjemve og efter ½ Aar der, fik jeg en daarlig Plads i Nørre Sundby, derfra rendte jeg en skønne Dag og tog over til Ejnar i Aalborg og blev der i 14 Dage, jeg turde ikke komme hjem - først da Ejnar havde været hjemme og klaret den hos Far - viste jeg mig paa Arenaen.
I Oktober 1913 havde jeg gennem Jyllandsposten faaet Plads i Norge hos Dyrlæge Mähre i Narvik. Det var en Oplevelse at komme saa langt mod Nord - i Midnatssolens Land. Jeg havde meget at bestille, sled i det fra 5 om Morgenen til sent om Aftenen, æltede og bagte rugbrød, rensede Komfur, vaskede Trapper i 28 gr. Kulde, men trods alt havde jeg godt af den Tur. Vi fik en daarlig Kost - jeg købte for min Løn - Chokolade og Kage og tog med i Seng for at stille Sulten. Næste Aar i Juni læste jeg i Politiken, at Bøgen var sprungen ud i Vejle. Det gav Stødet til, at jeg rejste Hjem - lige inden Krigen udbrød. Far sendte mig 200 Kr. til at rejse Hjem for, jeg valgte at sejle med Damper - indenskærs hele Kysten ned. Jeg nød Turen i fulde Drag, det var noget andet, end at være Tjenestepige en hel lang norsk Vinter.
Da jeg kom hjem fra Narvik blev Jonas og jeg forlovede, og den 20. Maj 1916 stod vort Bryllup. Vi tog samme Aften til vort fremtidige Hjem - Horslunde paa Lolland. Dernede fra sendte jeg mangen en stille Tak op til min Mor for alt hvad hun havde lært mig, det var langt at komme bort fra sit barndomshjem, men jeg havde faaet en god Mand og da Else blev født den 10. December 1917, syntes jeg at jeg var paa Lykkens Tinde.
I Slutningen af Verdenskrigen (1914-18) florerede den Spanske Syge slemt. Vort lille Hjem gik ikke Ramt forbi, Jonas blev syg og døde den 8. December 1918. Han havde været til Begravelse med sin eneste Søster, som ogsaa var død af Spansk Syge - og 8 Dage efter sin Hjemkomst døde han….
Det var tunge Dage. Svigerfar, Martha og Henry kom ned til mig - baade Else og jeg var syge, de hjalp og trøstede mig og fik ordnet med Begravelsen, Jonas ligger begravet paa Sorgenfri Kirkegaard ved Kgs. Lyngby.
Efter Jonas Død var jeg et Par Maaneder i Nakskov hos Dyrlæge Hansens, de hjalp mig med at sælge Hus og Praksis og da alt var ordnet rejste jeg til Virum til mine Svigerforældre - derfra rundt til min egen Familie, de vidste ikke det gode, de ville gøre mod Else og mig.
Jeg søgte mig en Levevej og den 7. November 1920 købte jeg "Brønderslev Garn- og Tricotageforretning, dengang beliggende i Jernbanegade 3. Ukendt som jeg var med Forretning, maatte jeg selvfølgelig betale dyre Lærepenge. Men det gik og gaar den Dag i Dag - jeg har senere faaet en Hulsømsmaskine, som jeg har nogen Fornøjelse af. Jeg boede over Forretningen i Jernbanegade paa 3die sal, men vi spiste Hjemme. Da Far blev Syg første Gang flyttede vi Hjem. Vi havde det godt sammen - Mor, Far, Else og jeg. Far var med Aarene blevet saa Mild. Jeg kan endnu see Far og Else gaa i Kirke - hun var knap 3 Aar og døjede med at naa op til Bedstefaders Haand.
Da far døde den 10. December 1921 - paa Elses 4-aars Fødselsdag - syntes jeg, at jeg for anden Gang havde mistet et Hjem. Det gamle Hjem blev efter Fars Død lavet om til Butikker og Mor, Else og jeg flyttede op paa 1. Sal i det "nye" hus. Samtidig blev min Butik flyttet til Nygade, der hvor vor gamle Dagligstue og soveværelse før var, Mærket af Fars trekantede Hylde ved Sengen, sidder endnu i væggen og minder om gamle lykkelige Dage. Jeg var meget glad for forandringen - her er lyst og deiligt og jeg kan samtidigt ….., at jeg passer Butikken holde et lille Øje med Mor og Else. Mor har bestilt meget alle sine Dage og er ikke saa rask nu paa sine gamle Dage. Jeg er glad for at jeg kan være noget for Mor nu, hvor hun er saa hjælpeløs, det er kun lidt til Gengæld for, hvad hun har gjort for os Børn. Mor var utrættelig, naar det gjaldt Mand og Hjem. Naar jeg tænker paa, at Mor kun havde en ganske ung Pige til Hjælp i Huset som fik 6-8 Kr i Løn om maaneden, saa fatter jeg ikke hvordan Mor har kunnet magte alt det Arbejde. Mor var altid tidligt oppe om Morgenen - vi var jo mange Børn og vi var altid hele og rene i Tøjet. Mor syede som Regel alt vor Tøj selv. Efter en lille Middagslur paa Dagligstuesofaen - Far laa i spisestuen og sov til Middag - drak Mor Kaffe, vi Børn fik ikke Kaffe før vort 10ende Aar - saa kom Symaskinen frem paa en Avis paa spisestuebordet og saa lappede Mor Tøj hele Eftermiddagen til Kl. 5. Fra 5 til 6 spadserede Mor en lille Tur. Naar Astmaen var slem, kunde Mor knap nok naa op i "Hedelund", der sad hun saa paa en Bænk og pustede lidt, inden hun gik Hjem. Efter Aften kom Strikketøjet frem - Mor strikkede alle Fars Strømper. Jeg kan tydelig huske naar vi om Efteraaret og Vinteren - holdt "Mørkning". Det var inden det elektriske Lys blev indlagt. Den ca. ½ time var meget hyggelig - allerhyggeligst naar Far var Hjemme og havde lagt sig paa Sofaen.
Pinsen 1925 var jeg paa Besøg i Virum hos mine kære Svigerforældre - Svigermor var syg og døde Dagen efter, at vi var kommen. Svigerfar skulde ikke overleve sin Kone ret længe. 17. Februar 1926 døde han efter en Galdestensoperation. Siden Jonas død følte jeg mig nær knyttet til de to kære Mennesker.
Brønderslev, 25. Sept. 1926.
Anna Johannessen
Først i 1959 - 33 år efter - da Anna er 67 år gammel, skriver hun i Slægtsbogen igen:
Der er i de forløbende År, siden jeg sidst skrev i Slægtsbogen sket en Del.
Den 24. Juli 1930 blev jeg gift med Ingeniør Aage Andersen i Skørping Kirke og "Farmor" holdt Bryllupsmiddagen. Da jeg fortalte Else, at jeg skulle giftes med "Onkel Aage" sagde hun, "jeg vil sige Far fra den første Dag og det har hun holdt og der har altid bestået det bedste Forhold mellem de 2.
Else (14 år), Anna (39 år), Hans og Aage i 1931
Den 13. December 1931 fik vi Hans som blev født på Frk. Kjærs Klinik i Aalborg, vi var nu en lille lykkelig Familie og da Aage kom på "Pedershaab" som Ingeniør, har vi siden haft et "jævnt og muntert liv på Jord", som der står i Visen. Da Else forlod Skolen med Realeksamen var hun Elev på Silkeborg Husholdningsskole og fik derefter Plads i Hornslet, hvor hun traf Boghandler Deleuran og blev forlovet med ham. Efter et ophold i England kom hun hjem og den 14. Maj 1939 stod Brylluppet i Brønderslev Kirke.
Den 9. April 1940 om Morgenen, da de tyske flyvemaskiner drønede over Hovedet på os oplevede vi den drøjeste Dag, jeg kan mindes. Holger har skildret Besættelsestiden så udførligt - jeg havde stadig min Garn- og Trikotageforretning, men efterhånden var det umuligt at skaffe Varer frem, navnlig Garn, var ikke til at opdrive; de forhadte tyskere huserede, så jeg tog en rask Beslutning og drejede Nøglen om i Butiksdøren og solgte resten af Varelageret til Niemann i Frederikshavn og tog på sommerferie ved Vesterhavet - det var i 42 - Jeg følte en lettelse uden lige for at blive fri for Butikken under disse forhold.
Efter Hans’s Konfirmation 6. Okt. 1946 og efter, at han have taget Realeksamen, ville han gerne læse videre og begyndte på Hjørring Gymnasium og efter Studentereksamen blev han stud. Med på Aarhus universitet og boede på Kollegium 5 i nogle År. Han blev i 1956 forlovet med Birgit Brassøe fra Hjørring, som han havde læst til Studentereksamen med. Birgit er korrespondent og da de kunne få en 2-værelses Lejlighed for 50 Kr. om Måneden, vilde de gerne giftes og den 2den Februar 1957 stod Brylluppet i Skallerup Kirke, og frokost og Middagen stod hos Birgits Mor, Fru Dr. Brassøe, Svanelundsvej 4 i Hjørring. Hans læste videre og Birgit var ansat som Korrespondent bl.a. på Aarhus Oliemølle. Hans var Soldat nogle Måneder i Nymindegab og tog senere Job på Ringkøbing Sygehus i 4 Måneder og 1. Dec. 58 tog han til Færøerne og var på Sygehuset i Thorshavn et Par Måneder, imens passede Birgit sit Job som Korrespondent så længe hun kunne, indtil hun fødte en Datter på 8 Lb ved Kejsersnit på Aarhus Fødeklinik den 2. Juli 1958. Den lille Pige blev døbt i Brønderslev Kirke og kom til at hedde Anne Helene Andersen. Hilsen til Jer alle fra
Anna, 26. Nov. 1959.
Ca. 10 År efter skriver Anna i Slægtsbogen igen.
Den første Dagstid, man har fået Slægtsbogen, går jo med at læse den igennem, navnlig det Far har skrevet, og genopleve ens Barndom og Ungdomshjem, hvor havde vi det godt, var Far lidt Streng, så var Mor altid parat med en hjælpende Hånd. Aage og jeg har søgt - efter bedste Evne at give vore Børn et godt Hjem og nu har Børnene selv stiftet Hjem og Familie - Tiden går hastig, når man kommer op i Årene. .
I vores lille Familie har vi været skånet for de store Sorger i Årenes Forløb, Aage var glad for sit Arbejde, som Ingeniør på Pedershaab. Helbredet har været nogenlunde godt - Indtægten slog til, vi har i mange År, hvert År været en lille Tur syd på og ellers om Sommeren været meget ved Vesterhavet. Vi har haft det godt og vore to Børn har skikket sig vel, men Tiden går jo og Aage faldt for Aldersgrænsen, da han blev 70. Vi skulle rigtigt nyde hans Otium og glædede os meget til at få god Tid til at dyrke Interesserne, desværre slog Aages Helbred ikke til og efter et Sygehusophold i Somren 1965, blev Aage udskrevet og hjemsendt, som Aage selv sagde, "med slid på Maskineriet" og den 18. Januar 1966, døde Aage stille og fredeligt 74 År Gammel. Det blev en trist tid for mig, jeg savnede min gode Mand - vi var gift over 35 År og har altid haft det godt sammen. Men Livet går jo videre og man indstiller sig efterhånden på det, at sådan skal det være - og så er der jo mange Ting, man skal være taknemmelig og glad for. Bl.a. at jeg kunne blive boende her i Lejligheden i "Dyrlægegården", så længe jeg lever, selv om "Dyrlægegården" skulle blive solgt, og at jeg bor i min Barndomsby, hvor mange af mine gamle skolekammerater og Venner stadig bor. Vi spiller Bridge og rejser for Pengene, i År en Påsketur til Torremolinos.
Kærlig hilsen til jer alle,
fra Anna
27. April 1968.
Anna døde som 92-årig i 1984 - mæt af dage - omgivet af børn, børnebørn og oldebørn.