Af en boghandlersøns  erindringer

Jeg er efterhånden en gammel dreng fra 1948. Født i Hornslet på Djursland, midt imellem Mols og Århus. Hvilket jeg tit siden hen har spøgt meget med: Molbo og gået i skole i Århus - det skal der komme noget særegent ud af !!...

Alfred Daniel Deleuran,1875-1949. Til Rebildfest i 1928

Min farfar, Alfred Daniel Deleuran, kom fra en af de gamle huguenotteslægter i Fredericia. Han blev  omkring århundredeskiftet udlært på postkontoret i Fredericia som postassistent. Fik derefter stilling ved postvæsenet i Silkeborg, hvor han mødte min farmoder, en statelig dame fra Balle ved Silkeborg: Anna Hull. Hun kom fra en slægt med dybe rødder i det nye folkestyre i Danmark. Hull-slægten. 

Anna Hull, Else Johannessen og Alfred Daniel Deleuran i 1938. 

Min far blev født i Silkeborg i 1907, og blev her udlært som boghandler (midt i tyverne). Han havde stillinger som boghandlermedhjælper i Nyborg og Frederikshavn,  indtil han i 1933 købte boghandel i Hornslet. Her traf han min mor, Else Ruth Johannesen, født i 1917, som var stuepige hos direktørparret ved Hornslet Møbelfabrik. Else's far havde været dyrlæge på Lolland.

Louis Deleuran, ca. 1942. 

Else's mor kom fra en velhavende købmands- og dyrlægeslægt i Brønderslev. Else havde taget en god realeksamen i Brønderslev (næsten UG i gennemsnit). Men desværre fik hun ikke den uddannelse der svarede  til hendes gode hoved. Hun blev i stedet sendt på husholdningsskole, og derfra som stuepige hos, først en direktørfamilie i Aarhus, derefter i Hornslet.  Her traf hun så min  far, Louis Deleuran. Flot fyr, egen forretning, men 10 år ældre end mor. Det passede ikke dyrlægefamilien i Brønderslev. Hun blev med det samme sendt til England, endnu en gang som "chambermaid", denne gang "downstairs" på en  engelsk herregård.

Else som chambermaid i England i 1938                                  Else og Louis bliver gift i Brønderslev i 1939

Men hun ville have far. Heldigt for os selvfølgelig. De blev gift i 1939. Børnene, 4 stk., kom i årene fra 1946-1956. 3 drenge og 1 pige. Lisbeth, 1946-, Lars 1948-, Aage 1950-  og Morten, 1956- . 

Fra venstre: Lisbeth, Morten, Else (Aage's kone) og Aage. Foran Rosenholm slot i 1972. 

Lars Deleuran, "on the top of the World", 500 miles south of the North Pole on Thule Air Base. The Year i 1968 - some month later a B52 Bomber crashed with its load of nuclear bombs.. On the picture I have just "conquered"  Mt. Dundas or the Thule Fjell - and I'm sitting next to a "stone-varde", which was raised in honour of Knud Rasmussen - some 90 years ago.  The Stones havn't moved an inch since then !

Vi voksede op i Hornslet i 50'erne. En lille stationsby på Århus-Grenå banen. Fars boghandel gik ikke godt. Der var ikke mange penge mellem hænderne på mor til familiens fornødenheder. Far var  mere interesseret i sine fritidsinteresser: skydning (han var Danmarksmester adskillige gange på gevær og pistol, OL-kandidat m.m., og næsten professionel bridgespiller). Boghandlen kom i 2. række. Mor var en meget udadvendt og respekteret dame i byen. Hun var formand for det som nu damer kan blive formand for i en lille by i 40'erne og 50'erne i Hornslet: Husmoderforeningen, Dansk Kvindesamfunds Lokalafdeling m.m. Havde far overladt forretningen til mor og i stedet koncentreret sig om sine fritidsinteresser, da havde vi sikkert været meget velhavende. Nåh, vi overlevede. Mor sørgede for at vi var pænt klædt, blev meldt ind i fodboldklubber, til spejder, 4H arbejde og meget andet. Vi syntes ikke vi manglede noget dengang. Hvordan hun klarede det må guderne vide. Hun anskaffede f.eks.  en kolonihave til familien, hvor vi dyrkede grøntsager m.m.

                                                   Else Deleuran med de 2 ældste børn

Else Deleuran med sin ældste søn Lars.                   Begge billeder er fra midt i 50'erne.

Jeg har nogle gange mødt andre "boghandlerbørn". Og vi morer os meget når vi fortæller hinanden om de fælles oplevelser vi havde i vor opvækst i relation til familiens boghandel. De fleste af os er/var store læseheste. Vi gennemlæste derfor alle de bøger som interesserede os fra forretningen. Alle udviklede en speciel læsestil, så man ikke kunne se at bogen var "brugt". Det var noget med ikke at "brække" ryggen for meget, ingen fedtede fingre m.m. Det sidder stadigvæk dybt i os, når vi læser en ny bog: ikke brække ryggen, kun åbne bogen halvt m.m. I den gamle landboghandel handlede man med alt muligt andet end bøger: ugeblade, tips, keramik, foto  .. you name it ... den store aften var mandag, hvor alle tirsdagsugebladene kom frem. Så sad vi alle ved det ryddede spisebord og læste Hjemmet, Familie Journalen, Anders And m.m. - dagen før alle andre. Da følte man sig privilegeret ... ak, ja.

Jeg fik min realeksamen i 1965. Blev udlært som kontormand på Hornslet Møbelfabrik, byens største virksomhed med eksport af møbler og skibs-(brand)døre til hele verden. Jeg aftjente min værnepligt på et "hemmeligt", underjordisk militært signalkontor. Noget med fjernskrivere, radio'er m.m. Jeg var derefter på Grønland nogle år, hvor jeg bl.a. arbejdede for et amerikansk firma på Thule Air Base. Jeg var ansat i noget som hed Cost Accounting og Real Property. Det var en blandet landhandel, men meget skægt. Om sommeren kørte jeg rundt på baseområdet (på størrelse med Fyn) og inspicerede bygninger i en kæmpestor, militær Dodge. Jeg var 20 år, på egen boldgade, klarede mig ret udmærket, og, syntes jeg, var en fandens karl. Jeg arbejdede også for et dansk entreprenørfirma (Asmussen & Weber)  i Godthåb (som kontormand) i et års tid - og oplevede den besværlige fødsel af det moderne Grønland. Vi byggede store skole- og boligblokke i Godthåb. En af boligblokkene eksploderede desværre  (gaseksplosion) og mange af mine kammerater (unge mennesker som mig) blev dræbt. Den 20-åriges tro på egen udødelighed blev noget rystet.. Jeg kom hjem ca. 1970/71, for straks derefter at tage til Tyskland i knapt 1 år. Jeg havde mødt en pige som arbejdede for det tyske u-landsministerium i Køln (Deutsche Gesellschaft für Entwicklungsarbeit), og bosatte mig sammen med hende i Køln. Jeg arbejdede forskellige steder dernede (f.eks. på en buksefabrik!! som lagerarbejder, og på Berlitz sprogskole). Jeg kom hjem i 1971/72, traf mine nuværende kone, Else Mærsk, som læste et-eller-andet på universitetet, og blev gift med hende i 1972. Det viste sig at hun læste medicin, så pludselig var jeg gift med en læge (det var måske derfor at vi fik vores førstefødte, Tine, allerede 6 måneder efter brylluppet. 

Jeg var nu 23 år, uddannet kontormand, hvad jeg ikke rigtigt havde lyst til at arbejde videre med. Else tjente en god løn som læge, så vi besluttede at jeg skulle læse videre. Jeg var jo boghandlersøn - så at arbejde praktisk med bøger kunne jeg godt tænke mig. Selve boghandlerfaget var jo  en virkelig blandet landhandel. Man kan ikke leve af at sælge bøger alene: papir, keramik, foto, nips og tips, legetøj, blade og gud ved hvad er det, man skal tjene sine penge på i det fag.  Det havde jeg ikke lyst til - så jeg læste til bibliotekar. Samtidig læste jeg historie på universitetet. (Bibliotekarstudiet var ikke altid lige spændende). 

Grundet Else's arbejde som læge med uddannelse og turnus stillinger m.m. - førte vi en ret omflakkende tilværelse i mange år - jeg har nu altid været ret god til at finde gode stillinger indenfor mit fag, så mig generede det ikke at skifte job hver 2. - 3. år. Vi sidder nu begge i gode, faste overordnede stillinger. Efter Tine fulgte vore tvillinger Lone og Marie i 1980. Så nu har vi den store fornøjelse at følge vore børn, som det går rigtigt godt for. Børnebørn er der  også kommet til.

I sommeren 1997 fejrede Else og jeg vores sølvbryllup. Det skulle ikke være noget med suppe, steg og is i forsamlingshuset  for fjerne tanter, onkler, mostre, fætre og kusiner, svogre og svigerinder  som vi næsten aldrig ser noget til alligevel. Nej, det skulle være noget specielt. Og det blev det. I sommeren 1997  havde jeg været så heldig at få et legat fra Udenrigsministeriet i København. Det består af  en legatbolig i Paris. Den ligger i Rue de la Perle  få hundrede meter fra højre Seinebred.  Man skal være kunster eller forfatter eller noget lignende for at få legatet. Jeg kan ikke sige andet om mine kvalifikationer end at jeg er god til at skrive ansøgninger !!.  Det viste sig at være en meget lækker "ambassadebolig" i to etager, med farvefjernsyn, flygel og moderne danske møbler. Den ligger i Marais kvarterer, et meget gammelt og spændende kvarter - for øvrigt også der hvor Kronprins Frederik boede i 1997/98. (altså i samme kvarter). Her flyttede vi så ned hele familien og nød i fulde drag alt det franske. Selve den uge hvor vi havde sølvbryllup havde jeg lejet os ind på et gammel Nonne Kloster, (den sidste nonne var død året før) som lå i en lille bjerglandsby i Pyrenæerne i nærheden af den spanske grænse. Tour de France ruten går ikke langt derfra - men desværre var 1997 ikke lige Bjarne Riis's år, selvom vi heppede godt af ham. Efter 8 dage i Pyrenæerne var det dejligt at flytte tilbage til civilisationen i "ambassade-lejligheden" i  Paris. Sommeren 1997 taler vi stadig meget om i familien. 

Børnene:

Tine, 1972- , er lige startet som butikschef for en stor Netto forretning i Brørup. Hun giftede sig i 1999 med Michael Rahbæk (som tog navneforandring til Michael Rahbæk Deleuran). Michael startede sin egen vognmandsforretning i 1997 - og har nu sammen med en kompagnon 3 store lastbiler med trailer og det hele. I 1998 fik de "guldklumpen" Daniel. Mage til prægtig dreng findes ikke nord for alperne, sikkert heller ikke syd for. I marts år 2000 overtager de en flot gammel patriciervilla i Brørup bygget i 1916, beliggende lige over for banegården. 

Marie og Lone blev studenter i 1999 - Marie har i sommeren 1999 været tjener på et alpehotel i Schweiz, og spekulerer nu på hvad hun skal læse til. Lone startede i august som au-pair pige i Bruxelles hos nogen som er ansat ved EU-kommissionen - og hun  trives rigtigt godt dernede. I Jyllands-Posten 16. november 1999 var der en helsides artikel på side 10 med overskriften: "danske piger i høj kurs i Bruxelles....."   og hvem handlede artiklen om: Lone Mærsk Deleuran. 

                                                          Vinteren 1999/2000

                                                              Lars Deleuran.

Mine to tvillingepiger, Lone og Marie, 1980- , med mit barnebarn Daniel Deleuran, 1998- .

Min ældste datter Tine, 1972-  ved sit bryllup i 1999 med Michael Rahbæk Deleuran.

Tine og Daniel på besøg i Korsbrødregården i Nyborg, 1999. 

Tine, Daniel og Julie (født 23. juli 2001).

Lone og Marie på fregatten Jylland, august 2001.

Efter hjemkomsten fra Bruxelles startede Lone som farmaceutstuderende, og Marie fulgte i sin faders fodspor: Bibliotekarstuderende

Lars Deleuran, Maj 2003

Korsbroedregaarden (The Old Order of the Cross Brothers)  in Nyborg was  an old Cloister,  built in 1396 - the wings were added in 1614. It was totally renovated from 1997-1999. Renovation Cost: about 4 mio dollars. I had  the  privilige to live in this fabulous building for some years ....

 

Følgende Interview stod at læse i vor Ugeavis Kujataamiut den 9. marts 2006. Intervieweren er den 14-årige skolepige Sys Abrahamsen, og var led i en skoleopgave. Her er hvad Sys fik ud af at interviewe den stedlige bibliotekar, som ikke så interviewet før det blev offentliggjort ....

 

 

Det fandt jeg ud af i 1968, hvor jeg arbejdede i entreprenørbranchen i Nuuk. Jeg arbejdede i administrationen på GTO, hvor vi var med til at bygge boligblokke og skoler osv. I min fritid kom jeg meget på Landsbiblioteket i Nuuk og tænkte, at det i grunden kunne være en dejlig arbejdsplads, tænk at sidde der og snakke med mennesker og købe bøger ind hele dagen – og så få penge for det. Så besluttede jeg mig for at tage tilbage til Danmark og læse til bibliotekar og så komme tilbage igen for at blive bibliotekar på landsbiblioteket. Jeg tog hjem til Danmark og læste til bibliotekar, men det varede så 35 år før jeg kom tilbage til Grønland, for jeg løb ind i en kone, børn, børnebørn og en pæn karriere, jeg har været biblioteksleder i Danmark i 25 år. Men så før mit grå hår det bliver hvidt, så tænkte jeg, at jeg hellere måtte komme tilbage til Grønland for at se, hvad der var sket siden 1968. Så fik jeg stillingen i 2003, som leder af biblioteksvæsnet her i Qaqortoq.

Altid. Som dreng har jeg været en læsehest og læste alt, hvad jeg kunne få fat i. Min far var boghandler, så jeg gik nede i hans boghandel som dreng og så alle de nye bøger, som kom hjem.

Jeg har også hørt fra andre boghandlerbørn, at når vi tager en bog ned fra boghandlerhylden, som skal sælges og er helt ny, så må man jo ikke lukke den op, for så kan man se, at den har været læst. Så stadigvæk når jeg tager en ny bog, så lukker jeg den forsigtigt op, så man lige kan læse siderne. Det ligger i mig fra dengang, jeg var dreng.

Det har været en stor fornøjelse. Grønland i 60’erne var et sygt samfund, det var en koloni. De danske firmaer regnede ikke grønlandsk arbejdskraft for ret meget, det var sådan nogle, der hentede øl og fejede op. Det var danskerne, der byggede det hele op. Grønlænderne var fan-gere og sådan noget. Så jeg var jo meget spændt på at se Grønland efter 35 år. Jeg så nu det Grønland, du ser hver dag, grønlænderne er blevet uddannede, der er grønlændere over alt i samfundet i alle funktioner hele vejen op. Derfor er Grønland i dag et sundt samfund.

Der er ikke nogen forskel på at være bibliotekar på et tilsvarende bibliotek, og så her i Qaqortoq. Qaqortoq er jo regionscentret for alle uddannelser i Sydgrønland, det vil sige at mange af de mennesker, der kommer hen til mig, er 3.g’ere og nogle fra handelsskolen, som skal skrive hovedopgaver. Så rent fagligt er det præcist det samme at være biblioteksleder her, som i Danmark.

Nej, de er kun en del af billedet. Langt hovedparten af kunderne, der kommer her på biblioteket, er lokale, som kommer og låner lydbånd, grønlandske bøger osv.

Ja, også fordi der var store problemer på biblioteket i årene, før jeg kom, fordi vores bibliotekssystem var gået ned. Vi havde masser af nye bøger, men de kom ikke ud til publikum, fordi vi ikke kunne læse dem ind. Så alle vores bogpenge, vi har 3-400 000 kr. om året, de gik til det nye system. Da jeg så kom, havde ham, der var bibliotekar før mig, ordnet det hele, så jeg kunne bruge masser af penge på nye bøger det sidste års tid. Så folk kommer og siger "Ih, hvor er det godt med alle de nye bøger!". Så folk bruger os mere og mere, også nu vi er kommet på nettet med egen hjemmeside.

Det er flest danske bøger, men også mange grønlandske.

Det er fifty-fifty. Vi har mange bøger om Grønland, både på grønlandsk og på dansk, dem er der meget træk på. Vi låner også mange kriminalromaner ud på dansk.

Altså vi trænger til at få den udvendige vedligeholdelse på biblioteket i gang. Jeg måtte vikle skorstenen ind i stålplader, for at den ikke skulle falde ned i hovedet på børnehavebørnene. Alle vinduerne er rådne, taget er ved at flyve af, og facaden trænger til ny maling. Men det vil koste op imod en million, og det er penge, kommunen ikke har. Så jeg sidder og skriver breve til A.P. Møller-fonden og sådan noget. Det er en gammel fredet bygning, den er over 100 år gammel, så det er jo synd, at den står og forfalder.

Jo, det er jo ikke alle, der er så gode til engelsk. Der var engang en ung mand, der kom ind på biblioteket og ville låne det sidste nummer af "Hik Fiddellitti", han mente bladet High Fidelity. Jeg ville jo ikke irettesætte ham, for det ville han nok blive sur over, så jeg måtte lige gå om bag en bogreol og grine af.

Jeg kan også fortælle om en gang, jeg sad på læsesalen på Frederiksberg Bibliotek, som fungerede som en slags informationscentral, hvor borgerne kunne ringe og spørge om forskellige ting. Dengang havde man jo ikke Internet. Så en dag om vinteren ringede kommunen og ville vide, om de kunne køre en fejemaskine ud på isen på en af søerne i det indre København. Isen var så og så tyk, og de ville vide, om isen kunne klare sådan en fejemaskine på ½ ton. Så jeg slog op i en masse håndbøger, og fandt noget om det i en norsk håndbog. Og jo, det skulle da kunne holde. Ja, de kørte ud på isen, og hvad skete der? Den brasede lige igennem! Og hvad kan man lære af det?

Næh, at den norske is er stærkere end den danske!